Avis: Pablo Torre har fået OK til at blive væk i dag
FCBARCELONA.DK - 13.07.25
© Getty Images
// Pablo Torre
I dag møder Barca-spillerne ind for at starte forberedelserne til den nye sæson, men man kommer næppe til at se noget til Pablo Torre. Han meldes så tæt på et skifte til Mallorca, at han er blevet fritaget for at møde frem.
Efter en sæson med meget lidt spilletid og en klar forventning om en fortsat perifær rolle i truppen, har det længe ligget i kortene, at Pablo Torre, med Barcas tilladelse, ville søge væk. Sådan er det også gået og nu handler det kun om formaliteter, for at skiftet til Mallorca bliver en realitet. Det fortæller avisen Mundo Deportivo.
Artiklen fortsætter under annoncen
Derfor vil Pablo Torre være den eneste af Barcas spillere, der ikke møder frem senere i dag til det obligatoriske lægetjek og fysiske tests, der altid er startskuddet til en ny sæson.
Med skiftet til Mallorca sænker Torre sine sportslige ambitioner, i det mindste for en stund, for efter at have vundet tre titler med Barca, kommer han nu til en klub, der ikke er forvænt med, at spille med om trofæer.
I den forgangne sæson blev Pablo Torre noteret for 14 kampe, hvor han scorede fire mål og lagde tre assist. To af målene kom i 5-1 sejren over Sevilla og kan ses i videoen nedenfor.