Avis: Szczesny bliver i målet trods Ter Stegen-retur
Anders Lang Jensen - 19.04.25
Det er ikke urealistisk, at Marc-André ter Stegen er fuldt tilbage fra sin knæskade om et par uger. Det skaber en ny målmandssituation i sæsonens slutspurt, men Hansi Flick har ikke planer om at ændre det store.
Rutinerede Wojciech Szczesny har mildt sagt grebet chancen i sin tid i Barca, og målmanden har imponeret stort. Szczesny har udvist ro og stabilitet, hvilket har været afgørende for, at holdet ligger helt med fremme i alle turneringer.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ifølge avisen Sport har cheftræner Hansi Flick derfor besluttet sig for, at Wojciech Szczesny forbliver Barcas førstemålmand i resten af denne sæson. Og det er trods for, at Marc-André ter Stegen forventes at kunne gøre comeback, inden sæsonen er færdig.
Der er ingen tegn på, at der bliver ændret på målmandsposten i den kommende tid, og det kommer Ter Stegens forventede comeback ikke til at ændre på. Flick har stor tiltro til, at Wojciech Szczesny fortsætter sit niveau og tager Barca igennem de sidste afgørende kampe.
Resten af kampene i sæsonen er uhyre vigtige. I Copa del Rey venter kun finalen mod Real Madrid, hvor Wojciech Szczesny kommer til at stå. Det samme kommer polakken til at gøre i Champions League-semifinalen samt en potentiel finale.
Alt er fortsat at spille for i La Liga, men sikrer Barca sig mesterskabet før tid, kan det ikke udelukkes, at Marc-André ter Stegen får et comeback foran Barca-fansene i en af de sidste kampe, når det hele er afgjort.
© Getty Images// Ter Stegen // Wojciech Szczesny