Avis: Mallorca-talent vækker interesse hos Barca
Markus Johannessen - 24.01.25
Álex Woiski, en ung komet fra RCD Mallorcas ungdomshold, brager igennem med imponerende statistikker og gør sig positivt bemærket i det europæiske fodboldlandskab. Det hævdes, at Barca overvejer at hente ham til sommer.
Det er ikke kun i klubregi, at den 18-årige angriber tiltrækker opmærksomhed via sin kynisme foran målet. Han er netop blevet udtaget til det sydamerikanske U20-mesterskab med Argentinas landshold. Álex Woiski anses som en af de største talenter i argentinsk ungdomsfodbold og hans deltagelse i turneringen er en gylden mulighed for at cementere sin status som en fremtidig stjerne.
Artiklen fortsætter under annoncen
Da argentineren var blot syv år gammel, blev han opdaget af Mallorcas talentspejdere. Siden da har han udviklet sig gennem klubbens ungdomsrækker og markeret sig som en skarp målscorer med næsten 500 mål i sin tid i Mallorcas akademi, hvilket gør ham til en af klubbens mest lovende talenter.
Woiski slog for alvor igennem sidste sæson, hvor han spillede en afgørende rolle i Mallorcas triumf i Copa del Rey for ungdomshold. Han nettede fire mål i turneringen, hvilket vakte opsigt hos både store klubber og Argentinas landstræner, Lionel Scaloni. Scaloni, som selv bor på Mallorca, har fulgt den unge spiller tæt og udtaget ham til det prestigefyldte U20-mesterskab.
Hans kontrakt udløber til juni i år, og parterne er endnu ikke blevet enige om en forlængelse. Det skyldes blandt andet, at Woiski ikke er tilfreds med de vilkår, klubben har tilbudt. Denne situation gør ham til en eftertragtet spiller på transfermarkedet, og flere storklubber har ham på radaren.
Ifølge avisen Sport, vil Barca være den førende kandidat til at overtage det unge talent, da han har en særlig forkærlighed for Barcelona og drømmer om at gå sit store idol, landsmanden Messi, i fodsporene.
// Álex Woiski