fbpx

Barca afviser alle henvendelser om Marc Bernal

Peter Vyff - 05.08.26

 


Marc Bernal er pludselig blevet et varmt transferemne blandt flere klubber i Premier League, deriblandt Aston Villa. Barca har dog ikke tænkt sig at slippe midtbanetalentet, som man har store forventninger til i denne sæson.

Aston Villa meldes meget interesseret i den 19-årige Marc Bernal, som man ønsker at hente til Premier League. Englænderne solgte tidligere i sommer Morgan Rogers til Chelsea for 137 mio. euro, og det er nu planen, at de penge skal bruges til at forstærke Unai Emerys spillertrup.

Aston Villa skulle derfor have udset sig Marc Bernal som en af klubbens højeste prioriteter, inden transfervinduet lukker. Det forlyder endda, at Birmingham-klubben skulle stå klar med et bud i omegnen af 35 mio. euro for La Masia-spilleren.

Artiklen fortsætter under annoncen


Men ifølge avisen Mundo Deportivo har Barca ingen interesse i handlen, da man ikke ønsker, at Bernal forlader klubben. Catalaneren betragtes som et af de største talenter på holdet, og han forventes at skulle spille en stor rolle i denne sæson, især efter skaden til Frenkie de Jong.

Interessen for Bernal er dog stigende, og Manchester City skulle angiveligt også have øje på teenageren. Vicemestrene kan være på nippet til at miste Rodri, der sættes i forbindelse med Real Madrid, og skulle han forlade klubben, er Barca-talentet efter sigende en spiller, man holder øje med.

Barca har dog godt styr på midtbanespillerens fremtid, da han har kontrakt med klubben frem til 2029. Klubben har samtidig sikret sig en frikøbsklausul på hele 500 mio. euro, hvilket også blot understreger den store tiltro, man har til catalaneren.

Bernal har samtidig gjort det klart i flere tidligere interviews, at han ønsker at blive hos Barca og få succes hos den klub, som han har støttet hele sit liv. Så til trods for, at interessen fra Premier League ser ud til at vokse, ser et skifte på nuværende tidspunkt meget usandsynligt ud.

bernal1
© Getty Images

// Marc Bernal
.:FORSIDE:.