Barca Atlétic er begyndt at vinde kampe igen
FCBARCELONA.DK - 14.04.25
Andetholdet Barca Atlétic har haft en svær sæson og har kurs mod en nedrykning, men på det seneste har de vundet et par kampe. Det skaber håb om en mirakuløs redning og forbliven i tredjebedste række i spansk fodbold.
Efter mere end tre måneder uden en eneste sejr, har Barca Atlétic vist fremskridt og vundet to ud af deres seneste tre kampe. I går vandt de 2-0 over Sestao og for to uger siden blev det til samme cifre mod Cultural Leonesa.
Artiklen fortsætter under annoncen
De seks point sender Barca væk fra sidstepladsen, men de ligger stadig næstsidst og de fem nederste rykker ud, så det ser stadig svært ud. Der er syv point op til en plads over stregen og med kun seks runder tilbage, skal der nærmest ske mirakler, hvis holdet skal forblive i Primera Division RFEF, som tredjebedste række hedder.
Barca Atlétic kan finde optimisme i de to modstandere de møder i de næste par kampe, for her burde der være mulighed for et par sejre mere. På søndag gælder det en udekamp mod Real Union, der også ligger til nedrykning og en uge senere tager de imod Amorebieta, der ligger sidst.

// Barca Atletic