Barca Atlétic i problemer - ligger til nedrykning
FCBARCELONA.DK - 04.02.25
De seneste par sæsoner har andetholdet Barca Atlétic spillet knockoutkampe om oprykning til næstebedste række La Liga 2, men denne sæson er det helt anderledes. Her handler det nu kun om at undgå nedrykning.
Barca Atlétic har været storleverandør til førsteholdet i mange år og formålet med holdet er først og fremmest at gøre spillere klar til det sidste skridt op i den absolutte elite. Det gøres bedst ved at spille i næstbedste eller tredjebedste række, men nu risikerer Barca Atlétic at rykke ned.
I den forgange weekend tabte holdet 3-0 til Real Sociedad B og det sender holdet ned under nedrykningsstregen, hvor det er meget tæt. Fem hold rykker ned og lige nu har fire af dem 24 point, blandt dem Barca Atlétic.
Artiklen fortsætter under annoncen
De har kun vundet fire ud af deres 22 kampe, mens hele 12 er spillet uafgjort og seks er tabt. I deres fire seneste kampe er det blevet til tre uafgjorte og et nederlag.
Nu er målet ikke længere at blande sig i oprykningskampene, hvilket kræver minimum en femteplads, som Barca Atlétic har ni point op til. I stedet skal nedrykningen afværges.
Ifølge avisen Sport skal træner Albert Sánchez ikke føle sig fyringstruet. Alle ved at han arbejder under svære vilkår med unge spillere, som han ofte må se træne med førsteholdet, eller sågar blive udtaget til det. Det gør det svært at finde kontinuitet.
Der er stadig tiltro at Barca Atlétic kan kravle op over stregen, så de også i næste sæson spiller i tredjebedste række, der hedder Primera Division RFEF, Grupo 1.
Næste kamp er på lørdag hjemme på Estadi Johan Cruyff, hvor Gimnatica Segoviana kommer på besøg. De ligger lige foran Barca med ét point mere, så det ligner en nøglekamp for Albert Sánchez og hans spillere, hvor de måske kan bringe sig over stregen igen.

// Barca Atletic