fbpx

Barca bekymret over Fatis situation hos Monaco

Peter Vyff - 08.11.25

// Ansu Fati

Ansu Fati skiftede i sommer til AS Monaco, hvor han for nogle uger siden så ud til at have fundet topformen. Catalaneren er dog imellemtiden havnet i problemer med den nye træner, Sebastien Pocognoli, der har sat ham på bænken.

På trods af flere lejeophold og en frisk start under Hansi Flick, er det ikke lykkedes for Ansu Fati at finde den form, der gjorde ham til en verdensstjerne allerede som 16-årig. Barca besluttede således i sommer at sende ham afsted på endnu et lejeophold til AS Monaco, hvor han også blev udstyret med en købsoption på 11 mio. euro. 

Efter en stille start, hvor Fati kæmpede med formen hos franskmændene, fik han debut i slutningen af september, hvor han hurtigt stemplede ind med to scoringer. Det blev derefter til yderligere fire mål i de næste tre kampe, og det så endelig ud til, at kantspilleren havde genfundet formen og spilleglæden.

Artiklen fortsætter under annoncen


Monaco besluttede dog kort efter at afskedige cheftræneren, Adi Hutter, der personligt have sørget for, at Fati skiftede til klubben. Østrigeren blev i stedet erstattet af Sebastian Pocognoli, og det har nu ifølge avisen Sport fået store konsekvenser for La Masia-spilleren.

Pocognoli stillede, trods Fatis storform, allerede spørgsmålstegn til kantspillerens tilgængelighed og rådighed ved det første pressemøde: 'Alt, hvad jeg ved er, at når han er i form, har han evnen til at afgøre kampe. Jeg skal dog se ham spille 30 kampe i streg, før jeg drager nogen konklusioner,' sagde belgieren ifølge avisen Sport.

Ondt blev efterfølgende til værre i kampen mod Toulouse, hvor Fati blev udskiftet efter 60 minutter, hvor kampen stadig stod helt åben. Catalaneren var synligt frustreret over beslutningen og luftede sin utilfredshed, og den reaktion er ikke faldet i god jord hos Pocognoli. 

Siden episoden er Fati blevet udeladt af kamptruppen mod Bodø/Glimt i Champions League, mens han var at finde på bænken både mod Nantes og Paris FC. Situationen ser derfor ikke god ud for kantspilleren, og det er noget man har opmærksomhed på hos Barca.

Catalanerne frygter således for, at købsoptionen ikke længere ser så sikker ud som tidligere, og at forholdet til træneren kan skade Fatis udsigt til spilletid og fodboldfremtid. Det bliver således spændende at se, hvorvidt angriberen får spilletid i de kommende kampe.

fati5F
© Getty Images

.:FORSIDE:.