Barca er advaret om Sørloth til søndagens topbrag
FCBARCELONA.DK - 15.03.25
Atlético Madrid og Barca tørner i morgen sammen i et sandt topbrag i La Liga. Her er der brug for ekstra fokus på Alexander Sørloth, der har haft afgørende indflydelse på resultaterne i de to holds seneste indbyrdes kampe.
Vinderen af søndagens opgør i Madrid vil bringe sig i en rigtig god position i mesterskabskampen, men der venter Barca en svær aften, for de har haft det svært mod Atlético i denne sæson, og det skyldes ikke mindst Alexander Sørloths skarphed.
Artiklen fortsætter under annoncen
De to hold mødtes i ligaen lige før jul på Montjuic, hvor Barca spillede bedst, men hvor Sørloth i det 96. minut satte den afgørende 1-2 scoring ind. Nordmanden blev også afgørende i pokalkampen for tre uger siden, ligeledes i Barcelona, hvor han i tillægstiden udlignede til 4-4.
At Sørloth har det godt mod Barcelona ses ud af, at han har scoret i fem af de syv kampe han har spillet mod Barca, enten for Real Sociedad, Villarreal eller nu Atlético. Det er en klar advarsel til Hansi Flick om, at bede sine spillere holde specielt øje med den norske angriber.
Sørloth har spillet 38 kampe for Atlético denne sæson, men kun 17 af dem har været fra start. Der er dog en mulighed for, at han starter på banen i morgen aften, for han spillede kun en halv time i den krævende Champions League kamp mod Real Madrid i onsdags, hvor flere af hans holdkammerater bør være fysisk mærket af anstrengelsen.
Om det lykkes for Barca at holde styr på Alexander Sørloth kan ses søndag aften kl. 21.00 på TV2 Sport X.
© Getty Images// Atletico Madrid