Rune Stentoft Arlbjørn - 10.03.21
"Hvor der er 1% chance er der 99% håb" skrev Neymar op til returkampen mod PSG i foråret 2017 på Instagram. Det citat fik stor betydning dengang for fire år siden og i aften kan Barca finde inspiration i citatet igen.
Efter, at Barca blev kørt over af PSG i den første ottendedelsfinale i 2017, hvor catalanerne tabte med 4-0 i den franske hovedstad, var der nærmest ingen der troede, at Barca ville komme tilbage fra det nederlag, og gå videre i turneringen, men Neymar troede på det.
Op til returkampen den 8. marts 2017 lagde Neymar et opslag ud på sin Instagram-profil, hvor man tydeligt kunne se, at han troede på et comeback mod PSG, selvom næsten alle allerede på forhånd havde dømt Barca ude. Neymar skrev, at hvor der er 1% chance for at gå videre er der 99% håb om, at det sker.
Brasilianeren sendte altså et klart budskab om, at han godt var klar over, at muligheden for at gå videre til kvartfinalen dengang mod PSG var meget lille, men håbet var stort alligevel hos den tidligere Barca-spiller, og det viste sig at holdes stik. Dengang i 2017 var Neymar da også foregangsmanden bag den sensationelle 6-1 sejr over den franske klub på Camp Nou med flere mål og assist.
I aften skal der så endnu et vildt comeback til for Barca, hvis de vil gå videre i Champions League. Catalanerne blev som bekendt ydmyget i egen hule i februar, hvor holdet tabte 1-4 til aftenens modstander. Der skal derfor minimum en sejr på 0-4 til for at gå videre i aften for Barcas vedkommende.
Med et nederlag på 1-4 på Camp Nou fra den første kamp, er der nok også kun 1% chance for at gå videre i aften, og det kræver nok også 99% håb for lave endnu et sensationelt comeback.
Øverst i artiklen kan du gense miraklet fra 2017. Se Neymars opslag fra 2017 herunder:
https://www.instagram.com/p/BRYzyjrDsbq/
