Barca kan hente to trofæer mere i aftenens kamp
FCBARCELONA.DK - 23.05.26
Mesterskabstrofæet er forlængst sat på plads i pokalskabet på klubbens museum, men der er to andre trofæer, som kan komme med Barca hjem i flyet efter aftenens udekamp mod Valencia, der er sæsonens sidste.
Med førstepladsen sikkert i hus kan Barcas spillere koncentrere sig om et par individuelle trofæer i aftenens opgør i Valencia. Det drejer sig om Zamora-trofæet til ligaens bedste målmand samt Zarra-trofæet, der uddeles til den mest scorende spanier i ligaen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Joan García er så godt som sikker på at hjemføre Zamora for første gang i karrieren. Selvom han skulle lukke fem mål ind i aften mod Valencia, og Real Madrids Courtois holder buret rent, vil Barca-keeperen løbe med det eftertragtede trofæ.
Der er dog også den mulighed, at Hansi Flick vælger at lade Szczesny spille i aften, og dermed vil Zamora også tilhøre Joan García, der allerede har spillet mere end de 28 kampe, det kræver for at være med i kampen om trofæet.
Mere spænding er der om Zarra-trofæet. Her deler Ferran Torres og Lamine Yamal førstepladsen med 16 mål, mens Real Sociedads Oyarzabal ligger på 15 og Celtas Borja Iglesias på 14. Yamal er ude med en skade og kan dermed ikke forbedre sine tal, men det kan de tre andre, så det ligner en tæt kamp om Zarra-trofæet, der er opkaldt efter Bilbao-angriberen Telmo Zarra.
Lidt pudsigt er det aldrig lykkedes for en Barca-spiller at vinde Zarra, siden det blev indstiftet i 2005/06-sæsonen. David Villa har dog vundet det fire gange, men det var, da han repræsenterede Valencia inden skiftet til Barca.
© Getty Images// Valencia