fbpx

Barca kom bagud for femte kamp i træk

FCBARCELONA.DK - 10.12.25

// Eintract Frankfurt // Hansi Flick

Barca måtte endnu engang grave dybt, da holdet tirsdag vendte 0-1 til en vigtig 2-1 sejr i Champions League mod Eintracht Frankfurt. Noget alarmerende var det dog den femte kamp i træk, at Hansi Flicks mandskab indkasserede kampens første mål.

Eintracht Frankfurt slog først til efter 21 minutter, hvor Knauff udnyttede et hul i Barcas høje forsvarslinje. Den tyske kant brød igennem offsiden, kom først på bolden i duellen med Balde og sendte et fladt skud forbi Joan Garcia. Et mål der mere end noget andet cementerede en tendens, der ikke længere kan affejes som tilfældig.

For mønstret er tydeligt. Chelsea slog til først på Stamford Bridge, hvor Jules Koundé uheldigt sendte bolden i eget net. Alavés scorede efter blot ét minut på Camp Nou, Atlético Madrid tog føringen efter 19 minutter, og Betis skulle kun bruge seks minutter for at bringe sig foran i weekendens målfest. Og nu, mod Eintracht Frankfurt, var det igen modstanderen, der åbnede scoringen.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Heldigvis viste Barca mod Frankfurt endnu en gang stærk moralsk reaktion og vendte kampen med to scoringer af Jule Koundé og en markant forbedret anden halvleg. Det er ikke kun et tegn på kvalitet, men også på et hold der har karakter og nægter at bukke under, selv når udgangspunktet er svært og når spillet ikke fungerer. Fire af de fem opgør, hvor Barca er kommet bagud, er endt med sejr.

Men netop fordi trenden er så vedholdende, er det også et område som Flick og staben ikke længere kan ignorere. I Champions League eller mod ligaens stærkeste modstandere er der grænser for, hvor mange gange man kan spille sig ud af en dårlig start. Især hvis man ønsker at gå langt i Champions League kan man ikke forvente at vende alle kampe, hvor man kommer bagud mod de største hold.

Sejren mod Eintracht Frankfurt giver endnu et løft på selvtilliden og understreger, at Barca har rygrad til at kæmpe sig tilbage i kampene. Men at indkassere kampens første mål igen og igen er ikke bæredygtigt, og det ved holdet godt.

Med et presset kampprogram og flere afgørende opgør i horisonten skal Flick nu finde nøglen til at få sit hold i gang fra første sekund, så Barca kan begynde at vinde kampe på egne præmisser og ikke først efter en tur gennem modgangsmøllen.

.:FORSIDE:.