fbpx

Barca skal hente årets første trofæ i El Clásico

Aamer Al-Khatib - 12.01.25

 


Det er Real Madrid, der venter Barca i El Clásico i Supercopa de España i aften. Samtidig er det Barcas mulighed for at hente årets første trofæ, og en chance for at forsøge at revanchere sidste års finale-nederlag.

I aften brager Barca og Real Madrid sammen i årets første El Clásico, hvor både rivalisering og årets første trofæ, den spanske Supercup, er på spil. Kampen spilles på King Abdullah Sports City i Jeddah, Saudi-Arabien, og begge hold kommer til opgøret med selvtillid fra overbevisende sejre i semifinalerne.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Barca sikrede en 2-0-sejr over Athletic Club Bilbao onsdag aften, hvor Gavi og Lamine Yamal stjal overskrifterne med deres præstationer. Hansi Flicks mandskab har fået en positiv start på 2025 og vil søge at fortsætte momentummet ved at tage revanche for sidste års ydmygende 1-4-nederlag til netop Real Madrid i selvsamme turnering.

Real Madrid slog Mallorca 3-0 i deres semifinale. Holdet er dog presset af skadesproblemer, da flere nøglespillere som Jude Bellingham, Federico Valverde og Tchouaméni meldes tvivlsomme, selvom de forventes at være klar til finalen. Carlo Ancelotti kan dog glæde sig over at have Luka Modric tilbage, hvilket giver ekstra rutine til midtbanen.

Barca har deres egne udfordringer med Marc-André ter Stegen og Marc Bernal ude resten af sæsonen. Veteranmålmand Wojciech Szczęsny imponerede som afløser i semifinalen og får muligvis genvalg mellem stængerne. Defensivt bliver det med al sandsynlighed unge Pau Cubarsí, der forventes at få en nøglerolle ved siden af Iñigo Martínez, mens Alejandro Balde og Jules Koundé skal håndtere Real Madrids farlige kanter.

Angrebsmæssigt lægger Barca deres tillid til rutinerede Robert Lewandowski, der fortsat er en pålidelig målscorer med 25 mål i 26 kampe denne sæson, men som bekendt har haft svært ved at finde vej til netmaskerne på det seneste. Samtidig har teenageren Lamine Yamal vist sig som en kampafgørende faktor og vil forsøge at gentage sin magtdemonstration fra det seneste El Clásico i oktober, hvor Barca stordominerede og vandt med hele 4-0. Eneste helt store spørgsmål bliver, om storspillende Gavi får en startplads endnu engang, eller om Dani Olmo, der igen er spilberettiget, tager plads på den catalanske midtbane. 

Real Madrid går ind til opgøret som regerende mestre og jagter deres tredje trofæ i sæsonen efter allerede at have vundet UEFA Super Cup og FIFA Intercontinental Cup. Med en solid defensiv og en midtbane anført af Bellingham og Modric vil Ancelotti håbe på at neutralisere Barcas ungdommelighed og fortsætte deres imponerende form.

El Clásico søndag aften tegner med andre ord til at blive en intens kamp, hvor både hævn, stolthed og det første trofæ for 2025 er på spil. Barca skal bygge videre på deres nylige succeser, mens Real Madrid som altid ønsker at cementere deres dominans. Én ting står derfor helt klart - dramaet og underholdningen er garanteret.

Kampen fløjtes i gang kl. 20.00, og den kan ses på Sport Live.

gol20F
© Imago

// El Clásico // Supercup
.:FORSIDE:.