fbpx

Barca skal holde kadencen mod Inter i aften

Aamer Al-Khatib - 30.04.25

// Champions League // Inter

I aften skal festlighederne ovenpå weekendens triumf i Copa del Rey lægges til side, når Barca tager imod Inter i den første semifinale i Champions League. Barca ridder lige nu på en positiv bølge, mens Inter er krise.

Barca er naturligt stadig høje på triumfen i lørdagens Copa del Rey-finale mod Real Madrid, hvor Jules Koundés sene scoring sikrede en dramatisk 3-2-sejr efter forlænget spilletid. Men i Barcelona er der sjældent tid til at hvile på laurbærrene – og det gælder i den grad nu, for i aften venter en ny afgørende opgave, når Hansi Flicks mandskab tager imod Inter i det første af to Champions League-semifinaler.

Spillerne fik lov at fejre sejren lørdag nat og søndag formiddag, men allerede ved hjemkomsten fra Sevilla blev festlighederne pakket væk, og fokus rettet 100% mod Champions League – det ultimative mål i denne sæson. Med Copa-triumfen og en fire points føring i La Liga har Barca sat sig solidt i førersædet i jagten på El Triplete, men for at holde drømmen i live, kræver det et topresultat mod en historisk svær modstander.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Hvor Barca rider på en bølge af succes, står det anderledes til for aftenens modstander. Inter er ramt af formdyk og skader. Siden sejren over Cagliari den 12. april har Simone Inzaghis tropper ikke vundet en eneste kamp, og i den forgangne uge røg de både ud af Coppa Italia mod rivalerne fra AC Milan og tabte et vigtigt Serie A-opgør hjemme mod Roma, så Napoli overtog førstepladsen i Serie A.

Som om det ikke var nok, måtte Benjamin Pavard udgå med en skade mod Roma, mens Marcus Thuram har været ukampdygtig siden midten af april. Dog kom der mandag optimistiske meldinger om, at Thuram muligvis når at blive klar til opgøret i Barcelona i aften. Med Denzel Dumfries netop tilbage i aktion er der håb om forstærkninger til en trup, der i øjeblikket er præget af træthed og tvivl.

Men Inter skal på ingen måde undervurderes. De har i denne sæson slået både Bayern München og Arsenal og har tidligere vist sig som et kynisk og taktisk stærkt cup-hold – senest med en finaleplads i Champions League i 2023.  Barca har heller ikke helt undgået problemer. Med Copa-finale i benene og flere spillere med +100 minutter i lørdagens kamp, er spørgsmålet, hvordan Flick vælger at balancere sin trup. Navne som Szczesny, Koundé, Cubarsí, Pedri, Yamal, Raphinha og Ferran Torres spillede samtlige eller næsten samtlige minutter, og der kan blive brug for rotation.

Midtbanen ligner det oplagte sted for ændringer. Fermín López kan komme i spil fra start, efter han afløste Dani Olmo i lørdagens finale med et stærkt indhop. I angrebet er Lewandowski fortsat ude med skade, så Ferran Torres forventes igen at lede linjen flankeret af Yamal og Raphinha.

Hos Inter bliver det interessant at se, om Thuram når at blive klar, eller om Simone Inzaghi må lægge sin offensiv i hænderne på navne som Lautaro Martínez og Marko Arnautovic. Forsvaret skal stabiliseres efter tre kampe i træk uden at holde buret rent.

Op til kampen kan man ikke undgå at tænke tilbage på 2010, hvor Inter – dengang under José Mourinho – eliminerede Guardiola og co. i en legendarisk semifinale. Siden da har Barca haft overtaget i de fleste indbyrdes opgør, særligt på hjemmebane, hvor Inter aldrig har vundet. Faktisk lyder statistikken på seks sejre, fire uafgjorte og kun to nederlag i 12 indbyrdes kampe.

Men som både Hansi Flick og Simone Inzaghi ved, er det ofte formen på dagen og evnen til at stå imod presset, der gør forskellen i Champions League

Kampen mod Inter fløjtes i gang kl. 21.00, og den vises på TV3+.

gol32F
© Getty Images

.:FORSIDE:.