Barca tættere på en åbning af Spotify Camp Nou
Aamer Al-Khatib - 25.06.25
Barca har taget endnu et skridt i retning af en tilbagevenden til det nyrenoverede Spotify Camp Nou. Nu skulle processen med de nødvendige tilladelser være i gang, og der er fremlagt konkrete planer for at vende hjem.
Præsident Joan Laporta bekræftede for nylig, at det traditionsrige Joan Gamper-opgør skal spilles på Spotify Camp Nou den 10. august, hvor Hansi Flicks mandskab angiveligt skal møde italienske Como – et hold, der trænes af tidligere Barca-profil Cesc Fàbregas. Den første officielle kamp på det nyrenoverede stadion er planlagt til september, når holdet spiller sin første hjemmekamp i La Liga.
Artiklen fortsætter under annoncen
For at kunne gennemføre Gamper-opgøret på hjemmebanen, skal klubben have en række tilladelser fra myndighederne. De første to ansøgninger er nu afleveret til byrådet i Barcelona, som har 14 dage til at behandle materialet. Det næste skridt indebærer en tilladelse fra bydelen Les Corts, som skal godkende selve ibrugtagningen af Spotify Camp Nou.
Derudover mangler klubben stadig to centrale tilladelser: Én til opsætningen af en nødudgang i Maternitat-området og én fra Mossos d’Esquadràs (catalansk politi, red.) centrale operationelle enhed. Det samlede forløb efterlader et stramt tidsskema, men klubben tror fortsat på, at alt kan nås rettidigt.
Det var oprindeligt planen at afholde en fuldskala test af stadion med op mod 20.000 tilskuere uden en kamp, men denne test ser nu ud til at blive nedskaleret. I stedet bliver Gamper-kampen i praksis en slags generalprøve – formentlig foran omkring maksimalt 35.000 tilskuere.
Hvis alt går efter planen, vil Barca vende tilbage til Spotify Camp Nou efter landskampspausen i september. Klubben har allerede anmodet La Liga om at spille de første tre ligakampe på udebane, så stadion er klart til brug, når Champions League-gruppespillet går i gang. UEFA stiller nemlig krav om, at kampene i ligafasen skal spilles på samme stadion, da man ikke kan skifte hjemmebane midt i det hele.
UEFA har været forbi Spotify Camp Nou for at følge byggeriet og de vender tilbage i starten af den nye sæson, for at sikre sig, at alle forhold er i orden.

// Camp Nou