fbpx
Annonce

Barca vil have Iñaki Peña til at tage én sæson mere

Peter Vyff - 15.03.23

// Iñaki Peña

Barca har stadig fokus på at forlænge kontrakterne med en række førsteholdsspillere. Ledelsen har i lang tid forhandlet med Iñaki Peña, som dog har sat forhandlingerne på standby, da udsigten til spilletid på Camp Nou er ganske minimal.

Imens kontraktforhandlingerne med Sergio Busquets som oftest har taget overskrifterne, så har ledelsen også fuldt fokus på at forlænge kontrakten med reservemålmanden Iñaki Peña. Spanieren har kontraktudløb efter denne sæson, og parterne har derfor forhandlet siden sæsonens start.

Parterne er dog langt fra enige om en forlængelse, og senest har Peña angiveligt besluttet sig for at stoppe forhandlingerne. Det skyldes La Masia-spillerens manglende spilletid på førsteholdet, hvor det kun er blevet til tre kampe hidtil i denne sæson.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den 24-årige Peña ankom ellers fra et succesfuldt låneophold hos Galatasaray, der havde ham imellem stængerne i store dele af forårssæsonen sidste år. Spanieren har dog haft umådeligt svært ved at konkurrere med Marc-André ter Stegen, der sammen med resten af forsvaret har været forrygende i La Liga.

Reservemålmanden ønsker derfor på nuværende tidspunkt ikke at tale om en forlængelse, da han istedet søger efter fast spilletid. Barca har dog ifølge avisen Mundo Deportivo ikke opgivet håbet om at beholde Peña, og ledelsen arbejder derfor hårdt på at overbevise ham om at blive på Camp Nou.

Catalanerne havde oprindeligt foretrukket at beholde at beholde målmanden indtil 2026, men der fokuseres nu istedet på en ét-årig forlængelse til 2024. Og skulle det ikke lykkes at forlænge med Peña, så er det eftersigende planen at rykke Barca Atlétic-spilleren Arnau Tenas op i førsteholdstruppen.

Den 21-årige Tenas har dog også kontraktudløb til sommer, men ledelsen forudser ikke de store problemer i at forlænge hans kontrakt, der forventes at blive med udløb i 2025.

.:FORSIDE:.