Barca viste et bekymrende lavt bundniveau
FCBARCELONA.DK - 13.02.26
Torsdagens 4-0-nederlag mod Atlético Madrid har helt naturligt skabt heftig debat i Catalonien, hvor specielt indsatsen i de første 45 minutter skaber bekymring. Her var holdet reelt udspillet og viste et meget lavt bundniveau.
Hansi Flicks Barca faldt helt igennem i første halvleg af pokalsemifinalen i Madrid. Måltavlen viste 4-0 ved pausefløjtet, men Atlético havde chancer til flere mål, så reelt slap Barca billigt.
Artiklen fortsætter under annoncen
Barcas forsvar var bekymrende let at overspille, og især Alejandro Balde havde problemer, både i duellerne, i tilbageløbene og med at holde offsidelinjen, men i det hele taget sejlede defensiven gennem de første 45 minutter.
En skrøbelig defensiv er set tidligere denne sæson, men når det falder sammen med mangel på intensitet og idéer i opspillet, bliver det rigtig svært. Alligevel er mange chokerede over, at holdets bundniveau er så lavt, som man så det torsdag aften.
Hvis Atlético kan udspille Barca så grundigt, hvordan vil det så gå, når de største hold venter i Champions League? Holdets svagheder blev udstillet i går, og det har helt sikkert givet Hansi Flick noget at tænke over.
© Getty Images// Atletico Madrid