fbpx

Barca viste takter fra storhedstiden mod Atlético

Aamer Al-Khatib - 24.12.24

 


På trods af, at Barca lørdag tabte 1-2 til Atlético Madrid, fik man et sprudlende Barca-hold at se. Og selvom holdet kun har formået at samle fem point i syv kampe, er der grund til at tro, at 2025 kan blive et fantastisk år for klubben.

Trods en skuffende pointmæssig stime i La Liga, hvor Barca kun har formået at samle fem point i de seneste syv kampe, leverede holdet en lovende præstation lørdag aften mod Atlético Madrid. Kampen på Olímpic Lluís Companys endte 1-2 til udeholdet, men for de fremmødte Barca-fans var der masser af positive takter at tage med.

Barca går nu på juleferie og må på papiret erkende, at det kunne have gået bedre resultatmæssigt i ligaen. Men under ledelse af Hansi Flick er Barca begyndt at vise glimt af det spil, der historisk set har defineret klubbens DNA. Midtbanen var dominerende, angrebet skabte adskillige store chancer og det karakteristiske presspil tilbage i sin flotteste form. Med pres på bolden, kontrol over spillet og flotte kombinationer var det en opvisning, der mindede om de gyldne dage, selvom det afgørende mål, der kunne have lukke kampen, manglede.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Selvom den forhenværende træner, Xavi Hernández, i sin tid i spidsen for holdet opnåede et lignende pointantal som Flick har nu, er der en mærkbar forskel i spillets udtryk. Flick har formået at revitalisere holdets stil, og mod Atlético var det tydeligt, at hans filosofi er ved at bære frugt. Barca dominerede boldbesiddelsen og viste en offensiv vilje, der havde været savnet.

'Jeg synes, vi spillede en fantastisk kamp. Vi havde chancerne i første halvleg, og jeg er stolt over holdet, men trist over resultatet. At tabe ni point i træk på hjemmebane er ikke normalt, men kampen i dag (lørdag, red.) mod Atlético var fantastisk' sagde Flick blandt andet på pressemødet efter kampen.

Barca-fansene kan trods alt gå ind i julen og det nye år med en følelse af optimisme. Selvom sæsonen har budt på bump på vejen, viser spillet, at holdet er i gang med at genfinde sin identitet. Med unge talenter som Pedri, Gavi og Lamine Yamal og en træner, der tydeligvis forstår klubbens filosofi, er fremtiden lys.

Atlético Madrid, der op til kampen havde vundet 11 kampe i træk på tværs af alle turneringer, var derudover under hele kampen langt fra komfortable. Det er et vidnesbyrd om, at Barca stadig kan bide skeer med de bedste, selv i modgang. Med blikket rettet mod 2025 og fortsat fokus på at styrke holdets spil og effektivitet foran mål, er der al grund til at tro, at Barca snart vil være tilbage på toppen – både i spil og på resultatfronten.

gol31F
© Imago

// La Liga
.:FORSIDE:.