Baskere begår hærværk mod Nico-maleri i Bilbao
FCBARCELONA.DK - 23.06.25
Transfersagaen med Nico Williams er godt i gang og de seneste meldeinger sender den spanske landsholdsangriber til Barca. Nu er Bilbao-spilleren kommet i unåde hos de baskiske tilhængere, som har lavet hærværk på et vægmaleri.
Et af Baskerlandets mest ikoniske vægmalerier – med brødrene Iñaki og Nico Williams i hovedrollerne – er nu blevet skændet. Nico er blevet fjernet fra væggen, og i stedet er en besked blevet skrevet, som ikke efterlader tvivl om stemningen blandt Athletic Clubs fanbase.
'Joan edo geratu, errespetua galdu duzu'er der blevet skrevet, der hvor man har fjernet Nico Williams. På dansk kan det oversættes til 'Rejs eller bliv, du har mistet respekten'.
Artiklen fortsætter under annoncen
Hærværket markerer et trist lavpunkt i forholdet mellem en klub og en spiller, og det bliver stadig tydeligere, at der ikke længere er nogen vej tilbage for Nico i Athletic Bilbao, og at han næsten helt sikkert forlader sin barndomsklub denne sommer.
Nico Williams har i årevis givet alt for Athletic. Han er vokset op i klubben, har spillet sig op gennem ungdomsrækkerne og var en afgørende del af holdet, da Bilbao i 2024 vandt Copa del Rey – klubbens første store trofæ i over 40 år.
Til trods for sin unge alder har Nico Williams leveret på banen og altid udvist respekt for klubben og dens fans. Men nu, hvor han – helt naturligt – overvejer at tage næste skridt i karrieren og spille for en klub, der kæmper om Champions League og store titler, bliver han mødt med trusler og symbolsk udelukkelse fra sit eget lokalsamfund.
Athletic Bilbao udsendte søndag en pressemeddelelse, hvor man tager afstand for hærværket og hvor man kritiserer de personer, som har stået bag.
Herunder ses to billeder af vægmaleriet - først det originale med Nico Williams og det andet efter hærværket uden Nico og med beskeden.


// Nico Williams