Bayern mangler en række profiler til Barca-brag
Anders Lang Jensen - 07.12.21
// Bayern München
Onsdag aften krydser Barca klinger med tyske Bayern München i en yderst afgørende kamp i Champions League-turneringens sidste gruppekamp. Tyskerne mangler en række vigtige spillere til opgøret hjemme på Allianz Arena.
Bayern München har sikret sig førstepladsen i gruppe E, men tyskernes cheftræner Julian Nagelsmann forsikrer, at man går efter sejren og har respekt for kampen, trods at de allerede er sikkert videre til forårets knockout-kampe.
Artiklen fortsætter under annoncen

’Vi er selvfølgelig glade for, at vi allerede er videre, men det er stadig en vigtig kamp. Barca er under pres og skal vinde – det vil de gøre alt for at gøre. Det handler om de tre point for os, og jeg ser stadig Barca som kandidater til at vinde hele turneringen’, sagde Nagelsmann på et pressemøde før opgøret ifølge UEFA.com.
På selvsamme pressemøde konstaterede den tyske succestræner dog også, at en række profiler ikke bliver klar til hjemmekampen mod Barca. Det drejer sig om Leon Goretzka, Serge Gnabry, Joshua Kimmich, Eric Maxim Choupo-Moting og Marcel Sabitzer.