Bekræftet: Barca hiver Florentino Pérez i retten
Søren Wennerwald - 13.06.26
I en udmelding i går aftes meddelte Barca, at de har tænkt sig at sagsøge Real Madrids præsident, Florentino Pérez, for bagvaskelse og ærekrænkende udtalelser, da han direkte anklagede Barca for at bestikke dommere.
Det var på et pressemøde for en måned siden, at Florentino Pérez kom med nogle helt uhørte anklager om bestikkelse af dommere i den såkaldte Negreira-sag. Dengang var reaktionen, at Barca ville overveje juridiske skridt, og det er, hvad der er sket nu.
Artiklen fortsætter under billedet

Det bekræfter klubben i denne officiel udmelding:
'FC Barcelona meddeler, at der i dag er blevet indgivet det lovpligtige mæglingskrav forud for anlæggelsen af et søgsmål for bagvaskelse efter straffelovens artikel 205 mod Real Madrids præsident, hr. Florentino Pérez, som følge af de udtalelser, han fremsatte på pressemødet den 12. maj samt i et interview med et medie den efterfølgende dag.
Formålet med dette søgsmål er, at hr. Pérez trækker specifikke udtalelser tilbage, som han fremsatte med viden om deres usandhed, og som er ærekrænkende og stødende for klubbens image og omdømme.
Såfremt dette krav ikke imødekommes behørigt, vil FC Barcelona gå videre med indgivelsen af det dertilhørende strafferetlige søgsmål' lyder udmeldingen.
Barca skal således først give Pérez muligheden for at trække sine udtalelser tilbage, hvilket næppe sker, og herefter vil der blive anlagt en egentlig retssag mod Real Madrids præsident.
Det er tydeligt for alle, at forholdet mellem de to klubber er dårligere end i mange år, og det er svært at se det blive bedre efter den konfronterende kurs, Florentino Pérez har lagt.
© Getty Images// Florentino Pérez