Bekræftet: Olympiakos-opgør spilles på Montjuic
FCBARCELONA.DK - 02.10.25
// Estadi Olímpic Lluís Companys
Barca har i en officiel udmelding nu bekræftet, at kampen mod græske Olympiakos om tre uger vil blive spillet på Estadi Olímpic på Montjuic. UEFA havde ellers tidligere på ugen angivet Spotify Camp Nou som hjemmebane.
Det ligger nu fast at Estadi Olímpic også kommer til at danne ramme om næste opgave i Champions League, hvor Olympiakos lægger vejen forbi Barcelona i tredje runder af Champions League.
Artiklen fortsætter under billedet

Meldingen kommer ikke som den store overraskelse, for dels har Barca endnu ikke fået de nødvendige tilladelser til at tage Spotify Camp Nou i brug, dels siger UEFA's regler, at alle hjemmekampe i ligafasen skal spilles på samme bane, så modstanderne har ens vilkår.
Det vurderes dog ikke at vare længe inden at Barcelona kommune giver grønt lys til Spotify Camp Nou, men det vil næppe ændre på, at de øvrige to hjemmekampe i Champions League mod Eintracht Frankfurt og FC København også spilles på Estadi Olímpic. UEFA kan dog give dispensation, men det vurderes ikke sandsynligt.
Derimod vil kampene i La Liga kunne spilles på Spotify Camp Nou. Håbet er, at det vil ske efter den kommende landskampspause, hvor Barca tager imod de catalanske landsmænd fra Girona lørdag den 18. oktober.
© Getty Images