fbpx

Bojan: 'Et derby kræver ikke ekstra motivation'

FCBARCELONA.DK - 31.12.25

 


Der varmes allerede godt op til lørdagens lokalderby mellem Espanyol og Barca. I går understregede Bojan Krkic fra Barcas sportslige ledelse, at man skal glemme al polemikken og fokusere på spillet på banen.

Der tales meget om en ophedet stemning, fordi Joan García vender tilbage til sin tidligere hjemmebane, men i Barcas trøje. Det vil Bojan dog gerne have skubbet i baggrunden. ‘Vi skal fokusere på at nyde kampen på banen, konkurrere på banen og vinde den på banen. Det er sådanne kampe, der i virkeligheden ikke kræver ekstra motivation,’ udtalte han til mediet Cadena SER.

Artiklen fortsætter under annoncen


Han føler, at Barca går godt forberedt ind til lokalopgøret. ‘Holdet laver et rigtig godt og meget positivt arbejde. Der er ved at blive skabt et meget solidt fundament med spillere, der konstant udvikler sig, også unge spillere, som hjælper os meget,’ fortsatte den tidligere Barca angriber.

Barca har skaffet sig en solid føring i ligaen med otte sejre i træk og det glæder Bojan sig over. ‘Denne sæson startede ærligt talt ikke særlig godt, men jeg hæfter mig især ved den reaktion, holdet har vist,’ afsluttede han optimistisk.

bojan1F
© Getty Images

// Espanyol // Bojan
.:FORSIDE:.