fbpx

Bojan slutter sig til Iniesta og Samper i Vissel Kobe

FCBARCELONA.DK - 18.08.21

// Bojan


Bojan Krkic var et kæmpe talent fra Barcas berømte akademi La Masia, men talentet holdt ikke hele vejen og karrieren udviklede sig noget omtumlet på et lavere niveau. Nu tager den 31-årige angriber til japanske Vissel Kobe.

Bojan satte mange rekorder som ungdomsspiller i La Masia. Han debuterede på førsteholdet netop som han var fyldt 17 år og alt tegnede til en stor fremtid hos Barca, men det kneb med at tage de allersidste skridt.

Bojan fik ganske vist fire sæsoner med førsteholdet, hvor han spillede 163 kampe og scorede 41 mål, men uden for alvor at overbevise. Det gik ham på og han kom ind i en ond spiral, hvor intet fungerede for ham.

ht21mb

Resultatet blev et skifte til Roma i 2011, men heller ikke her lykkedes det for Bojan. Turen gik videre til Milan og Ajax, men uden succes, hvorefter han skiftede til Stoke, hvor han endelig fandt lidt stabilitet over nogle sæsoner. Det blev dog kun til 85 kampe og midt i det hele blev han udlånt til Mainz og Alavés, for til sidst at tage til canadiske Montreal Impact.

Han stoppede i Montreal ved årsskiftet og har været uden klub siden. Nu er det så blevet bekræftet, at Bojan tager til Japan for spille for Vissel Kobe, der i forvejen har to forhenværende Barca-spillere, nemlig Andrés Iniesta og Sergi Samper.

Bojans historie er et glimrende eksempel på, at selvom du er blandt de største talenter i La Masia og når hele vejen til førsteholdet, er det ikke ensbetydende med en karriere på højeste niveau.

.:FORSIDE:.