FCBARCELONA.DK - 02.11.20
Det begynder at tegne sig et billede af en svær sæson for Braithwaite, for det er ikke meget spilletid han har fået af Koeman her i sæsonstarten. Trods deltagelse i halvdelen af kampene, er det kun blevet til 28 minutter i alt.
Det er ikke Martin Braithwaite som Koeman kigger først på, når der skal skiftes ud i Barcas offensiv, snarere tværtimod. Danskeren er tydeligt sidstevalget i angrebet og med afstand den der har spillet færrest minutter af samtlige angribere i truppen.
Braithwaite har fået 10 minutter mod Getafe, 4 mod Real Madrid, 2 mod Juventus og 12 mod Alavés, altså i alt 28 minutter fordelt over fire kampe. Han har siddet på bænken i samtlige 90 minuttter i de fire øvrige kampe som holdet har spillet.
Man får et klart billede af hvad Koeman tænker om Braithwaite, når man kigger nærmere på, hvornår han er blevet skiftet ind. I kampene mod Getafe, Real Madrid og Alavás, har det været som en sidste satsning fordi holdet var bagud. I alle tilfælde var Braithwaite den sidste af truppens angribere der kom i aktion.
Eneste kamp hvor Braithwaite kom på banen uden at holdet var bagud var mod Juventus, hvor han reelt kom ind da uret havde rundet 90 minutter og derfor ikke kunne nå at bidrage med noget. Måske Koeman ønskede at vise den gestus af give danskeren Champions League debut, for taktisk var der ingen argumenter for at sende ham i aktion.
Det ligner derfor en både meget perifær og svær rolle for Braithwaite, for ændrer Koeman ikke holdning til danskeren, tegner det ikke til mange minutter for danskeren, hvis han kun skal ind i slutfasen, når holdet er bagud.