FCBARCELONA.DK - 04.08.21

Martin Braithwaite kom ikke på banen i weekendens træningskamp mod Stuttgart, men det håber han ændrer sig, når Barca i aften møder Salzburg. Danskeren føler sig klar til opgaven og glæder sig til den nye sæson.
'Jeg er kommet sent tilbage fra ferien og da jeg ankom til Barcelona, kunne jeg hurtigt pakke kufferten og tage med her til Tyskland. Det har været godt at være her en uge for at koncentrere sig og arbejde hårdt' udtalte han i går han til Barca TV fra holdets træningslejr.
'Jeg glæder mig rigtig meget til kampen i morgen (mod Salzburg i dag, red.) og jeg håber at få nogle minutter. Jeg føler mig klar og ønsker at slutte mine forberedelser på bedst mulig måde, med tankerne på starten på sæsonen' sagde han videre.
'Det bliver en god test. De har spillet med i Champions League de to seneste sæsoner og det er et offensivt hold der kan lide at presse højt. Det bliver en god kamp for os' udtalte han om opgaven i aften.
Braithwaite håber meget på, at der åbnes for tilskuere når ligaen skydes i gang. 'Tilskuerne gør at fodbold er specielt og mange spillere påvirkes af, at spille uden tilskuere. Jeg spillede med tilskuere ved EM og det var specielt. Det er tilhængerne der skaber fodbolden' afsluttede han.
