FCBARCELONA.DK - 10.02.21
Martin Braithwaite er tilbage i en mere sekundær rolle hos Barca, efter en række kampe i startopstillingen. Den mere perifære rolle får dog ikke danskeren til at miste troen på egne muligheder. Det slår han fast i et interview.
Efter en længere periode i december hvor Braithwaite fik en hel del spilletid og plads i startopstillingen i flere kampe i træk, har Koeman sendt danskeren ud på bænken igen. Braithwaite er dermed tilbage i rollen som indskiftningsspiller.
Som altid er selvtilliden dog i top hos danskeren. 'Jeg har en masse mål og jeg ved at jeg får succes. Jeg tror på mig selv og min skæbne, så jeg fortsætter med at arbejde' kom det fra ham i en snak med den franske tv-kanal Canal Football Club.
Her blev han spurgt, om det kom bag på ham, at Barca tilbød ham en kontrakt. 'Jeg var selvfølgelig glad, for jeg kunne se at mit arbejde bar frugt, men jeg tror på mig selv, så jeg blev ikke overrasket' svarede han.
Martin Braithwaite må se til fra sofaen når Barca i aften møder Sevilla i Copa del Rey semifinalen, for danskeren sidder ude med lårproblemer.
