Brown kan udløse budkrig mellem Barca og Madrid
Markus Johannessen - 05.12.25
Ifølge både tyske og catalanske medier, er Barca, Real Madrid og Manchester United gået ind i kampen om et af de største venstreback-talenter i tysk fodbold. Nathaniel Brown fra Eintracht Frankfurt kan udløse en regulær budkrig.
Frankfurts eksplosive venstreback, der i løbet af det seneste halvandet år er gået fra relativt ukendt til tysk landsholdsspiller, er for alvor begyndt at få opmærksomhed fra europæiske storklubber.
Sky Sports Germany rapporterer, at Real Madrid har intensiveret interessen i Nathaniel Brown og har haft flere repræsentanter til stede under hans seneste kampe. Det falder oveni den catalanske avis Sports oplysninger om, at Barca ligeledes netop har skruet op for interessen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Manchester United ønsker også at hente den 22-årige forsvarsspiller, men ifølge avisen Sport er det mest plausibelt at dette ender i et ræs mellem catalanerne og madrilenerne, hvis Frankfurt ender med at sælge det tysk-amerikanske talent.
Nathaniel Brown kom til Eintracht Frankfurt fra Nürnberg for halvandet år siden og blev hentet for blot tre millioner euro. I dag er hans markedsværdi tidoblet - og det antages, at Frankfurt endda vil kræve en betydeligt større sum. Den populære venstreback har kontrakt i Bundesligaklubben indtil 2030 - og det økonomiske aspekt kan godt blive en udfordring for Barca.
Brown trives i systemer, hvor han kan agere som wingback og stort set spille som kant i offensiven. Han er teknisk stærk, dygtig én-mod-én og leverer både præcise indlæg og farlige gennembrud. Noget, som Hansi Flick sætter pris på i sin aggressive og vertikale spillestil.
Den tyske landsholdsspiller bliver vurderet som en potentiel topforstærkning på en position, hvor klubben mangler en langsigtet løsning. Balde er førstevalg, men klubben ønsker en stærk konkurrent og alternativ profil. Formelle forhandlinger er dog ikke ikke i gang - og det gælder angiveligt for alle interesserede klubber.
Barca får mulighed for at vurdere Brown på nærmeste hold, når Eintracht Frankfurt gæster Spotify Camp Nou den 9. december i Champions League.
© Getty Images// Nathaniel Brown