Camp Nou er mulig årsag til Barcas hast på markedet
Aamer Al-Khatib - 04.06.26
Barca har denne sommer kastet sig aggressivt ind på transfermarkedet, og det skyldes ikke kun ønsket om at styrke holdet. Angiveligt handler en stor del af klubbens strategi også om at udnytte et økonomisk vindue.
Efter flere år med økonomiske begrænsninger har Barca igen fået mulighed for at operere under La Ligas såkaldte 1:1-regel, hvilket dog ikke er blevet officielt bekræftet endnu. Det giver klubben langt større frihed til at investere i nye spillere og registrere dem uden de udfordringer, der tidligere har præget transferarbejdet. Derfor har catalanerne kunnet gå efter profiler som Anthony Gordon og samtidig arbejde på en stor handel for Julián Álvarez.
Artiklen fortsætter under billedet

Internt i klubben er der dog en forventning om, at situationen kan ændre sig allerede i 2027. Ledelsen frygter, at Barca på det tidspunkt igen kan få problemer med at opfylde La Ligas økonomiske krav, hvilket vil begrænse handlefriheden på transfermarkedet. Det melder den catalanske radiostation RAC1.
Baggrunden er de fortsatte renoveringsarbejder på Spotify Camp Nou. Planen er, at det nye tag på stadion skal installeres i løbet af sommeren 2027, og arbejdet kan tvinge klubben til midlertidigt at flytte hjemmekampene tilbage til Montjuïc i begyndelsen af sæsonen 2027/28.
En sådan løsning vil sandsynligvis få mærkbare økonomiske konsekvenser. Indtægterne fra kampdage, VIP-områder og kommercielle aktiviteter forventes at være betydeligt højere på det færdigrenoverede Camp Nou end på Montjuïc. Derfor frygter klubben et midlertidigt fald i omsætningen, som kan påvirke de økonomiske rammer og klubbens muligheder under Financial Fair Play-reglerne.
Netop derfor ønsker Barca at få de store investeringer på plads nu. Ledelsen ser de nuværende transfermuligheder som en chance for at sikre holdet på lang sigt, inden en ny periode med potentielle økonomiske begrænsninger kan ramme klubben. Hvis planerne lykkes, vil spillere som Anthony Gordon og måske Julián Álvarez allerede være en del af projektet, før de økonomiske vilkår igen bliver strammere.
© Getty Images// Transfers