Markus Johannessen - 07.04.26
João Cancelo mødte pressen forud for kvartfinalen i Champions League mod Atlético Madrid, hvor fokus både var på kampen og portugiserens fremtid. Her understregede Cancelo dog, at hans fremtid lige nu ikke er det vigtigste.
Den portugisiske back er i øjeblikket udlejet fra Al-Hilal til Barca frem til sæsonens afslutning, og derfor fylder spørgsmålet om næste skridt i karrieren naturligt en del. Dog var Cancelo mest optaget af at tale om onsdagens Champions League-brag mod Atlético Madrid samt dynamikken i truppen.
'Vi forventer det Atlético, vi har set i mange år, et intenst og aggressivt hold med stærke individualister og masser af kvalitet. Vi skal spille vores eget spil og kontrollere kampen for at vinde. Det er en meget vigtig kamp for os,' udtalte den 31-årige back, som efterfølgende prøvede at lægge en dæmper på interessen for hans klubsituation.
João Cancelo havde også rosende ord til sine holdkammerater.
'Gavi er holdets sjæl, både på og uden for banen. Han er en glad fyr, han går til den til træning, og det er en fornøjelse at arbejde med ham. Han er en meget speciel spiller. Raphinha er en af vores ledere. I det 90. minut spurter han stadig for at presse målmanden. Det kan jeg ikke længere, jeg er blevet ældre. Han ved, hvor vigtig han er for os. Spillere som Rashford skal være klar til at levere i hans fravær, for vi er Barca, og alle skal være klar uanset hvad,' udtalte Cancelo, før han afslutningsvis understregede, hvordan holdets spillestil har ændret sig.
'Dynamikken er meget anderledes nu. Med det høje pres tager vi mange risici. Jeg identificerer mig med de værdier. Flick har indført en tysk tilgang med højt pres og mand-til-mand tæt på bolden. Det tager lidt tid at vænne sig til, men det er bedre, fordi man næsten altid har kontrol over kampen,' afsluttede portugiseren.
© Getty Images
