Cubarsí rundede kamp nr. 50 på under et år
FCBARCELONA.DK - 06.01.25
17-årige Pau Cubarsí har haft et eventyrligt 2024, hvor han debuterede tilbage i januar måned og straks tilkæmpede sig en hovedrolle. I lørdags mod UD Barbastro rundede han kamp nr. 50, mindre end et år efter sin debut.
Den 18. januar 2024 debuterede Cubarsi i en pokalkamp mod Unionistas, få dage inden han fyldte 17 år. Her imponerede den unge forsvarsspiller stort og siden er det blevet til masser af minutter på banen.
I sidste sæson blev det til 24 kampe under Xavi Hernández og tilliden er fortsat fra Hansi Flicks side, for Cubarsí har været på banen i alle 26 officielle kampe under tyskeren. Dermed har Cubarsí rundet 50 kampe i en alder af blot 17 år.
Artiklen fortsætter under annoncen
I lørdags mod Barbastro valgte Flick dog at spare Cubarsí fra start, men han kom på banen og spillede den sidste halve time.
Pau Cubarsí har leveret på et stabilt højt niveau og lader sig ikke påvirke af det enorme pres det er, at spille i en stor klub som FC Barcelona. Han holder fødderne solidt plantet på jorden og er altid ydmyg, når han taler med medierne.
Lidt pudsigt kunne Cubarsí fejre sit 50 kamps jubilæum samtidig med sin makker i det centrale forsvar, Iñigo Martínez, der også spillede sin kamp nr. 50 for klubben i lørdags. Det var netop Martínez som Cubarsí afløste, da han kom på banen i det 61. minut.
Heldigvis for Cubarsí har han undgået skader, men nu kan han se frem til et lidt mindre belastende program, da Ronald Araujo er klar igen og Andreas Christensen også snart vender tilbage fra en skade. Det giver Hansi Flick mulighed for at fordele spilletiden mere.
© Imago// Pau Cubarsí