Dagens kamp i Seoul er vigtig for Hansi Flick
FCBARCELONA.DK - 31.07.25
I dag kl. 13.00 spiller Barca sin anden træningskamp på turen til Asien, hvor det gælder FC Seoul. Her ventes Hansi Flick igen at bruge mange spillere, både for at skærpe kampformen, men også for at se, hvor de hver især står.
Fc Seoul er måske den stærkeste modstander på turen til Asien, for holdet fra den sydkoreanske hovedstad indtager en 4. plads i den ikke uefne K-League, der er i fuld gang. Dermed er det et hold i kampform som Barca står overfor.
I søndagens kamp mod japanske Vissel Kobe brugte Hansi Flick hele 24 spillere og i dag forventes han også at skifte hele holdet ud i pausen. På den måde bliver ingen overbelastet så tidligt på sæsonen, ligesom Flick kan danne sig et indtryk af de enkelte spilleres aktuelle form, med kun to en halv uge til første ligakamp.
Artiklen fortsætter under annoncen
Senest ankomne, Marcus Rashford, spillede kun en halv time mod Vissel Kobe og det forventes, at han får en hel halvleg i dagens kamp, for at tage et skridt frem i tilvænningen på holdet.
Flick har 30 mand med til Asien og ikke alle kommer på banen. Mod Vissel Kobe blev de unge Fernández-fætre, Guille og Toni, forbigået, så måske de får chancen i dag. Heller ikke de to målmænd, Iñaki Peña og Diego Kochen fik spilletid. Derudover blev Hector Fort helt forbigået, mens Marc Bernal endnu ikke er klarmeldt efter hans alvorlig knæskade.
Eric García stod over ved tirsdagens træning med lidt muskelskavanker, men var tilbage på træningsbanen i går. Han må dog anses for tvivlsom til opgøret, for er der den mindste risiko for en skade, vil Flick ikke lade ham spille. Det kan bliver Hector Forts mulighed for spilletid.
Hansi Flick har mange alternativer til dagens kamp og det bliver spændende at se, hvordan han griber kampen an, hvor varmen og høj luftfugtighed gør det svært for holdet.
Kampen fløjtes i gang kl. 13.00 og den kan streames gratis på klubbens officielle Youtube-kanal -
KLIK HER.
© Getty Images// FC Seoul