Peter Vyff - 14.11.24
Dani Olmo blev ved sit skifte til Barca i sommer kun indregistreret frem til nytår, hvor klubben igen skal have plads i lønbudgettet for at registrere hgam for resten af sæsonen. Midtbanespilleren har dog fuld tillid til, at ledelsen nok skal løse problemet, hvilket han understregede i et længere interview forleden.
Dani Olmo har fået en fremragende start på hans Barca-karriere, og han er allerede blevet til en nøglespiller på førsteholdet. Catalaneren måtte ellers sidde på bænken de første tre kampe i sæsonen, da ledelsen havde problemer med at indskrive ham, og det lykkedes kun efter, at man udnyttede Andreas Christensens skade til at finde plads i økonomien.
Det betyder dog, at den tidligere RB Leipzig-spiller kun er registreret frem til januar, hvor ledelsen på ny skal finde plads i lønbudgettet. Barca skal angiveligt finde 50 mio. euro, hvilket kan vise sig at være et problem, men det er dog ikke noget, der bekymrer Olmo, som netop kom ind på registreringssituatonen og en række andre Barca-relaterede emner i et interview med programmet Tot Costa på TV-kanalen TV3.
Om registreringen:
'Jeg har fuld tillid til klubben, og de ved, hvad de skal gøre. Jeg har kun fokus på at spille fodbold, hvilket jeg er i stand til nu, og det er jeg sikker på jeg også er, når januar kommer. Jeg er slet ikke bekymret, og jeg stoler 100% på, at klubben finder en løsning.'