fbpx

Dani Olmo til Nico Williams: 'Det hele løser sig'

Markus Johannessen - 02.07.25

 


Ved åbningen af Dani Olmos fodboldcamp på Estadi Olímpic de Terrassa, brugte midtbanespilleren lejligheden til at tale om den aktuelle situation mellem Barca og Nico Williams. Her havde Olmo en beroligende besked til landsholdskollegaen. 

Dani Olmo præsenterede onsdag formiddag åbningen af sin træningslejr for unge spillere, hvor fokus er på udvikling af fodboldfærdigheder, øvelser med kvalificerede trænere og formidling af de værdier og erfaringer, Dani Olmo selv har med fra topfodbold. En måde for Barca-profilen at give tilbage til lokalsamfundet.

Ved den lejlighed sendte catalaneren en beroligende besked til Nico Williams midt i usikkerheden om hans mulige indskrivning i Barca-truppen denne sommer. 

'Til Nico vil jeg sige, at han skal være tålmodig – til sidst løser alt sig. Det er rigtigt, at det kan skabe lidt tvivl, især med det, jeg selv oplevede sidste sommer, men jeg har hele tiden været rolig og haft fuld tillid til klubben' udtalte Olmo til pressen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Indskrivningen af den unge Athletic-stjerne har de seneste dage givet anledning til spekulationer, men det ser ud til at gå i den rigtige retning. Olmo er i dette henseende en stemme man lytter til, da han selv står over for sin anden sæson i den catalanske storklub efter en noget dramatisk ankomst sidste sommer – hvor hans egen indskrivning i La Liga trak ud.

Slutteligt knyttede Dani Olmo også en kort kommentar til et andet alternativ, som Barca har i kikkerten - nemlig Luis Díaz. Interessant nok stødte Olmo og Luis Díaz på hinanden under en ferie på Ibiza for nyligt, hvor de også delte et billede sammen på sociale medier. 

'Vi talte sammen, men det holder vi mellem os – det var en privat samtale. Jeg kendte ham ikke personligt før, men han er en fantastisk fyr og en verdensklassespiller. I Barca skal vi have de bedste, og han har vist, at han er en af dem – både som angriber og som kant. Der er ingen tvivl om hans niveau' afsluttede Olmo. 

Barca har fortsat blikket stift rettet mod at forstærke kanten denne sommer. Jagten på en profil, der kan gøre forskellen i en-mod-en-situationer og tilføre dybde i angrebsspillet, er en klar prioritet. Uanset om det bliver Nico Williams, Luis Díaz eller en tredje kandidat, står det klart, at klubben arbejder målrettet på at sikre sig en topklasse-kantspiller til Hansi Flicks anden sæson. 

// Dani Olmo // Nico Williams
.:FORSIDE:.