fbpx

Dani Olmo: 'Vi går efter at vinde det hele'

Markus Johannessen - 05.12.24

 


Dani Olmo deltog onsdag aften i den 12. udgave af den catalanske fodboldgalla, Gala Estrelles del Fútbol Català, hvor den catalanske midtbanespiller blev hædret for sin indsats under EM og sin gode sæsonstart i Barca.

Dani Olmo var en nøglespiller på det spanske landshold, der vandt EM. Han vendte efterfølgende tilbage til Barca efter en årrække i udlandet og her har han indtil videre vist sig som en fremragende signing. Til den catalanske fodboldgalla blev han kåret til årets bedste spiller og benyttede her muligheden for at udtrykke sin ambition om at vinde store titler med Barca i denne sæson.

'Denne sæson går vi efter det hele. Vi er startet godt. Vi har holdet til at opnå det største og konkurrere på højeste niveau. Vi er Barca. Vi skal gå efter at vinde alle titler. Det er derfor, jeg er kommet til klubben' indledte den 26-årige midtbanespiller, som på trods af selvtillid og høje ambitioner også følte sig ydmyg og beæret over, hvordan hans karriere har taget fart. 

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


'Jeg er beæret over at stå her som Barca-spiller. Det er anden gang jeg er til denne galla, men sidst jeg deltog, var jeg blandt publikum' udtalte Dani Olmo, som slutteligt takkede sin far for at have spillet en afgørende rolle i hans udvikling som fodboldspiller. 

'Jeg får stadig hjælp og støtte fra min far. Det er også ham jeg bedst kan lide at snakke med om fodbold. Da jeg spillede i Kroatien, hjalp han mig meget. Han kom næsten hver uge og støttede mig kamp for kamp. Han var en stor del af min udvikling, hvorfor jeg står her i dag' sagde han til slut.

Dani Olmo har som bekendt fået sin fodboldopdragelse på La Masia, hvorefter han tog forbi Dinamo Zagreb og senere RB Leipzig, inden han i sommer vendte tilbage til barndomsklubben.

// Dani Olmo
.:FORSIDE:.