Stakkels Dani Rodríguez er igen meldt skadet
Aamer Al-Khatib - 12.02.26
Uheldet er endnu en gang ude for Barcas unge offensivspiller Dani Rodríguez. I weekenden måtte han forlade banen under Barca Atlétics opgør mod UD Barbastro, efter at han pådrog sig en ny skade.
Netop som formen igen pegede stejlt opad, er Dani Rodríguez meldt skadet de næste tre måneder. Skaden opstod i en en-mod-en-situation på højrekanten, hvor Rodríguez forsøgte at passere sin direkte modstander. I aktionen mærkede han pludselig smerter i benet og gik straks i græsset. Reaktionerne fra både spilleren selv og holdkammeraterne signalerede hurtigt, at der var tale om mere end blot et slag, og han blev efterfølgende båret fra banen på en båre.
Artiklen fortsætter under annoncen
Undersøgelser har siden fastslået, at der er tale om en delvis overrivning af quadricepssenen i højre lår. I første omgang var der usikkerhed om, hvorvidt en operation ville blive nødvendig, men Barca har nu officielt meldt ud, at man har valgt en konservativ behandling uden kirurgisk indgreb. 'Han vil gennemgå konservativ behandling, og den forventede restitutionstid er omkring tre måneder' lyder det fra klubben.
Dermed sættes der igen en stopper for den positive udvikling, han havde gang i, hvor præstationerne på reserveholdet havde bragt ham tættere på en ny mulighed på førsteholdet.
Skaden vækker ekstra bekymring, fordi den kommer kort tid efter et længere skadeforløb. Rodríguez missede store dele af sidste år efter en skulderoperation, som han måtte igennem i forbindelse med sin debut for førsteholdet i La Liga. Den skade kostede ham både opstarten og vigtige måneder i begyndelsen af sæsonen.
Trods de gentagne tilbageslag er der fortsat stor tro på Dani Rodríguez internt i klubben, hvilket også var årsagen til, at en mulig lejeaftale i januar blev afvist. Nu venter endnu en periode med genoptræning og tålmodighed for det unge talent, som igen må arbejde sig tilbage med håbet om, at uheldet snart slipper sit greb.
© Getty Images// Dani Rodríguez