Dani Rodriguez skal opereres efter mareridtsdebut
Anders Lang Jensen - 10.05.25
19-årige Dani Rodríguez debuterede for Barca mod Real Valladolid. Kantspilleren fik en særdeles skuffende debut, da han måtte udgå i første halvleg med en skulderskade. Det kræver nu en operation og en længere skadespause.
I flere glimt var det tydeligt at se kvaliteterne og det store talent, som La Masia-spilleren Dani Rodríguez besidder. Men debuten mod Valladolid for en uge siden sluttede brat, da talentet forlod banen med armen og skulderen bundet ind i en slynge.
Artiklen fortsætter under annoncen
Andetholdet Barca Atletic har i et officielt statement bekræftet, at Dani Rodríguez skal opereres i skulderen den 15. maj. Klubben melder intet ud om den forventede skadeslængde, men ifølge avisen Mundo Deportivo venter der en pause på tre måneder for kantkometen.
Det er ganske enkelt skidt nyt for Dani Rodríguez, der dermed næppe kan deltage i sommerens sæsonforberedelser under Hansi Flick, som ellers havde været en oplagt mulighed for Dani Rodríguez, at tage flere skridt ind mod førsteholdet. I stedet må han tage arbejdshandskerne på, når han atter er skadesfri.
© Getty Images// Dani Rodríguez