David Villa: 'Yamals talent er ikke normalt'
Aamer Al-Khatib - 03.09.25
// David Villa // Lamine Yamal
Lamine Yamal har på rekordtid etableret sig som en af verdens mest spændende spillere, og udviklingen synes nærmest uden stopklods. Nu har den tidligere Barca-angriber David Villa været ude med roser til guldfuglen.
Med sine blot 18 år har Barca-kometen Lamine Yamal allerede markeret sig som en afgørende spiller på både klub- og landsholdsniveau – en præstation, der har fået selv store legender til at bøje sig i beundring.
Artiklen fortsætter under annoncen
En af dem, der nu har deltaget i koret, er David Villa, der er tidligere Barca-angriber og verdensmester med Spanien og som for nylig satte ord på Yamals talent til avisen Mundo Deportivo. Her understregede Villa, hvor ekstraordinær en spiller den unge kantspiller er.
'Lamines talent er brutalt, han er en dreng, der har stukket af meget hurtigt. Han er en unik spiller, som vil give en masse glæde til hele fodboldverdenen' sagde han.
Villa understregede samtidig, at det er helt usædvanligt at se så stor indflydelse fra en spiller, der stadig blot er teenager. 'Han er kun 18 år gammel, så man skal være tålmodig og hjælpe ham. Det er ikke normalt at have så meget talent i den alder. Han gør fantastiske ting både på landsholdet og i Barca' lød det fra den spanske klublegende.
Yamal har allerede vist, at han kan afgøre kampe på egen hånd, og i denne sæson har han taget endnu et skridt med skarpere driblinger, større fart og endnu mere præcision i sit spil. Ikke overraskende bliver han nu nævnt som en af de helt store favoritter til Ballon d’Or, der uddeles den 22. september.
© Getty Images