Frenkie de Jong har holdt sig tavs siden han vendte skadet tilbage fra VM. Der har været forlydender om et anstrengt forhold til klubbens ledelse og Hansi Flick, men i et interview forsikrer hollænderen om, at forholdet er godt.
Det er er Barca egne medier der har taget en snak med De Jong. Her er hvad de talte om:
Knæskaden under VM:
Vi fik foretaget en scanning, og den viste, at skaden var alvorligere nu end da jeg pådrog mig den i USA. Det var virkelig hårdt, for jeg havde overhovedet ikke regnet med det. Det kom bag på alle. Det irriterer mig grænseløst. Jeg havde ikke forventet det, og det går mig utroligt meget på, for det, jeg bedst kan lide her i livet, er at spille fodbold, især for Barcelona og for landsholdet. Så når jeg er skadet, rammer det mig hårdt'.
Hvordan skaden opstod:
'Det var et uheld. Der var en, der faldt ned over mig under en træning, og så fik jeg et lille problem med knæet. Vi fik foretaget undersøgelser, som viste, at der var en lille ting. Det vidste alle. De fortalte mig, at jeg godt kunne spille videre, og at det ville gøre lidt ondt, men at jeg var i stand til at fortsætte. De forsikrede mig om, at det ikke kunne blive værre'.
Artiklen fortsætter under annoncen
Spillede med smerter:'Jeg spillede videre, fordi jeg elsker at spille fodbold. VM er en drøm, og jeg vil altid gøre alt, hvad der står i min magt, for at spille. Det har jeg også gjort mange gange i Barca, og det var præcis det, jeg gjorde her'.
Reaktioner fra omgivelserne:'Jeg kan se, at der bliver sagt mange ting, som simpelthen ikke passer. Der bliver skrevet en masse usandheder, og jeg mærker, at det skader mit omdømme og påvirker den måde, nogle folk opfatter mig på'.
Genoptræningen:'Vi har lagt en plan. Jeg spiser sundt, sørger for at få de nødvendige timers søvn, og hele min familie indretter sig efter mig. Jeg gør absolut alt, hvad jeg overhovedet kan, og lige nu knokler jeg for at vende tilbage i topform og så hurtigt som muligt'.
Hvorfor har De Jong behov for at forklare sig:'Jeg føler, at der er utroligt meget støj omkring mig, med masser af falske nyheder og den slags, og det irriterer mig. Jeg havde brug for lige at forklare, hvordan jeg egentlig har det, og hvad der reelt er sket, så jeg kan få luft for min frustration og udelukkende fokusere på min genoptræning'.
Forholdet til Flick:'Der er blevet skrevet, at mit forhold til træneren skulle være elendigt, hvilket er fuldstændig løgn. Jeg har et rigtig godt forhold til træneren. Jeg taler meget med ham – I kan bare spørge ham selv. Det er usandt. Der er journalister, der opfinder historier bare for at sætte sig selv i scene, selvom det er grebet ud af den blå luft'.
Forholdet til klubben:'Man har påstået, at mit forhold til klubben er dårligt, hvilket heller ikke er sandt. Jeg taler konstant med folk i klubben, med ledelsen og så videre. Jeg vil sige, at mit forhold til klubben er rigtig godt'.
Forhåbninger til sæsonen:'Vi er enormt opsatte. Jeg synes allerede, vi har en utrolig stærk trup, og jeg synes, vi forstærker den godt. Vi forbedrer os år for år. Vi har et ungt hold, men vi har allerede vundet titler, og vi har stadig en kæmpe sult efter at vinde mange flere. Vi har løftet trofæer de seneste to år, men der er oplagt stadig mål, vi ønsker at opnå. Vi vil vinde hvert eneste år, og det er helt tydeligt, at Champions League giver os enorm motivation og begejstring'.
© Getty Images// Frenkie de Jong