Det har bragt harme i Barca, at det spanske landshold benyttede Dani Olmo i en træningssamling, selvom han viste tegn på træthed og overbelastning. Alligevel mener landstræner, Luis de la Fuente, at han var i topform.
Endnu en konflikt er blusset op mellem Barca og det spanske landshold. Denne gang handler det om Dani Olmo, som under landsholdssamlingen pådrog sig en skade i lægmusklen – en skade, der nu forventes at holde ham ude i tre til fire uger. Ifølge avisen Sport har Barcas ledelse reageret med vrede over, at Olmo fik lov til at træne trods tydelige tegn på overbelastning.
Efter Spaniens sejr over Georgien lørdag aften forsvarede landstræner Luis de la Fuente dog sin beslutning. 'Dani var i topform. Der var ingen medicinsk rapport, og han havde blot en lille gene, der plagede ham' sagde De la Fuente på pressemødet.
Artiklen fortsætter under billedet

Han tilføjede, at Olmo ganske vist ikke trænede hele ugen i håbet om bedring, men at ubehaget til sidst tiltog. 'Vi besluttede, for hans helbreds skyld, at han skulle forlade samlingen, da vi vidste, at han næppe ville nå at blive klar til tirsdagens kamp' lød det videre.
Udmeldingen står dog i skarp kontrast til den officielle erklæring fra det spanske fodboldforbund (RFEF). Heri fremgår det, at Olmo allerede ankom til landsholdets træningslejr med tegn på muskeltræthed – noget, som Barca også havde informeret forbundet om på forhånd. I rapporten hedder det endda, at spilleren 'udelukkende skulle deltage i dele af træningen', men at han under øvelserne igen mærkede ubehag i venstre ben.
Denne modstrid mellem De la Fuentes forklaring og den officielle version har skabt frustration i Barcelona, hvor man føler, at klubbens advarsler blev ignoreret. For Barca er det ikke kun skaden, der bekymrer – men også det, man ser som et mønster. For bare en måend siden oplevede klubben, at Lamine Yamal blev presset til at spille for Spanien trods mindre gener, hvilket resulterede i en længere pause med lyskeproblemer.
Dani Olmo vendte lørdag tilbage til Barcelona og skal mandag igennem nye undersøgelser, som skal fastslå det præcise skadeomfang. Foreløbige meldinger lyder på tre til fire ugers pause, hvilket betyder, at den spanske offensivspiller sandsynligvis misser både kampen mod Girona og det kommende El Clásico mod Real Madrid. For Hansi Flick er det endnu et hårdt slag i en periode, hvor flere nøglespillere i forvejen er ude med skader.
© Getty Images// Dani Olmo