fbpx

De mange skader presser Flick op til El Clásico

Markus Johannessen - 17.10.25

 


Der er kun 11 dage til den spændende duel mellem Barca og Real Madrid på Bernabéu, men Hansi Flick og hans mandskab står midt i en decideret skadeskrise. Den tyske træner kæmper for at få puslespillet til at gå op.

Efter landskampspausen har Hansi Flick et næsten halvt hold på skadeslisten. Aktuelt har Barca otte spillere ude og en niende, Ferran Torres, der tidligere på ugen måtte vende hjem fra den spanske landsholdssamling med en overbelastning i baglåret.

Klubben håber, at Ferran er klar til lørdagens kamp mod Girona på Montjuïc – og dermed også til El Clásico ugen efter. Dog er Flick nervøs for at presse sine spillere tilbage på banen med risiko for, at deres tilstand forværres.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den tyske cheftræner har nemlig ikke kun El Clásico at se til, selvom det selvfølgelig på papiret er den største af de kommende kampe. De kommende opgør mod Girona og Olympiakos, før El Clásico, har også stor betydning da catalanerne senest har smidt point i både Champions League og La Liga. 

Hansi Flick skal altså finde en balance mellem at sikre sig to pligtsejre og komme ud til El Clásico med stærkest mulige udgangspunkt i forhold til den svækkede trup han har til rådighed. 

Der er dog håb forude. Lamine Yamal og Fermín López er tæt på et comeback. Begge træner igen med holdet og ventes at få spilletid i de kommende opgør mod Girona og Olympiakos. Dermed skulle trioen Ferran, Lamine og Fermín alle være klar til mødet med Real Madrid den 26. oktober, hvis alt forløber som forventet. 

Langtidsskadede Marc-André ter Stegen og Gavi kommer ikke i spil, mens Joan García nok er ude nogle uger endnu og ser ud til at misse El Clásico, og den seneste landskampspause har desværre også kostet yderligere to navne.

Dani Olmo, der udgik med problemer i lægmusklen under landsholdstjeneste, ventes ude i op til tre uger. Selv i det mest optimistiske scenarie virker et comeback inden El Clásico urealistisk. Endnu værre ser det ud for Robert Lewandowski. Den polske angriber pådrog sig en fibersprængning i venstre baglår og forventes ude mellem tre og fem uger - dermed er han definitivt tabt til storkampen.

Den største usikkerhed knytter sig nu til Raphinha. Kantspilleren har endnu ikke restitueret som forventet fra sin baglårsskade og er allerede udelukket fra lørdagens kamp mod Girona. Skaden opstod i sejren over Oviedo, og brasilianeren har i de seneste dage mærket tilbagefald.

For Hansi Flick og Barca er missionen klar: at undgå flere skader, få nøglespillerne kampklar - og genskabe troen inden mødet med ærkerivalerne fra Madrid. Situationen er langt fra optimal, men ifølge avisen Sport, hersker der stadig optimisme i truppen.

flick49F
© Getty Images

// El Clásico
.:FORSIDE:.