Der bliver ingen fejring ved Canaletes i år
Søren Wennerwald - 21.04.26
Barca har gode muligheder for at genvinde ligatitlen, men hvis det lykkes, bliver det denne gang uden de sædvanlige jubelscener ved den legendariske Canaletes-fontæne på La Rambla. Årsagen er et omfattende renoveringsarbejde.
De lokale Barca-fans har tradition for at fejre holdets triumfer ved den ydmyge, men også historiske Canaletes-fontæne i det centrale Barcelona på selve Ramblaen. Der er dog et større vejarbejde i gang på store dele af Ramblaen, og derfor er Canaletes dækket over og spærret inde af et hegn. Det gør det umuligt for tilhængerne at samles på det sted, hvor titler traditionelt fejres.
Artiklen fortsætter under billedet

Klubben og Barcelonas byråd arbejder allerede på at finde en ny placering til de fans, der ønsker at fejre et eventuelt mesterskab. Titlen mangler stadig at blive definitivt sikret af Hansi Flicks mandskab, som i øjeblikket har et forspring på 9 point ned til Real Madrid på andenpladsen.
Der resterer syv runder af den hjemlige turnering, men mesterskabet kan blive en realitet længe før sidste spilledag. Derfor undersøger byen nu mulige alternativer til de store menneskemængder, hvilket bekræftes af myndighederne.
Et godt alternativ kunne være den nærliggende Placa Catalunya, hvor der reelt er bedre plads end ved Canaletes, men der er altså ikke truffet nogen beslutninger endnu.
© Getty Images// La Liga