fbpx

Der forventes rotationer i semifinalen mod Atlético

FCBARCELONA.DK - 08.01.20

© Getty Images
// Supercup // Atletico Madrid

Når Ernesto Valverde i morgen aften sender sit hold på banen til opgøret mod Atlético Madrid, må der forventes en del ændringer. Årsagen er, at en eventuel finale skal spilles blot 72 timer senere.

Det sker meget sjældent at et hold skal spille to krævende og svære kampe indenfor blot 72 timer, men det bliver tilfældet for vinderen af kampen i morgen aften mellem Barca og Atlético Madrid, der mødes i den ene af semifnalerne i den spanske Supercup.

Vinderen skal spille finale allerede søndag aften, mod vinderen af den anden semifinale mellem Valencia og Real Madrid, der spiller i aften. Vinderen af semifinalen i aften har altså 24 timer mere at restituere i.

Derfor forventes det, at Ernesto Valverde foretager rotationer i opgøret mod Atlético. Han vil angiveligt ikke udsætte sin foretrukne startellever for et så krævende program, her midt på sæsonen. Udover at vinde supercuppen, handler det også om at komme hjem uden skader eller overbelastninger.

Derfor bliver der nok plads i startopstillingen til spillere som ellers ofte sidder på bænken. Her kunne der være tale om spillere som Umtiti, Junior, Vidal, Semedo, Pérez og Fati. Måske også B-holdsspillere som Riqui Puig og Ronald Araujo kan komme på tale.

Barcas mål er selvfølgelig at vinde supercuppen, men det vil kræve at spillerne er friske til en eventuel finale søndag. Derfor føler Valverde sig sandsynligvis nødsaget til, at foretage rotationer torsdag aften.

At Barca har en bredde i truppen der kan træde til i svære kampe, så man et glimrende eksempel på mod Inter i Champions League gruppespillet, hvor det reelt var reserverne der hentede en flot 1-2 sejr i Milano.

.:FORSIDE:.