Der meldes om principaftale med Ajax om Ter Stegen
Søren Wennerwald - 03.07.26
Det varer næppe længe, inden der kommer en officiel udmelding om, at Marc-André ter Stegen udlejes til hollandske Ajax i den kommende sæson. Der er meldinger om, at de to klubber og den tyske målmand er blevet enige.
Ter Stegen har de seneste uger været sat i forbindelse med et skifte til Ajax på en lejeaftale for den kommende sæson, og nu ser der ud til at ske noget konkret. Avisen Marca fortæller, at der er indgået en principaftale, der vil danne grundlag for den endelige lejeaftale.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den helt store udfordring har været tyskerens høje løn på tæt på 20 millioner euro, som Ajax umuligt kan matche. Ifølge Marca bliver hollændernes andel af lønnen kun lidt over 10 procent, så det er ikke meget, Barca sparer i lønregnskabet, men det vurderes som den bedst mulige løsning, da Ter Stegen ikke indgår i Hansi Flicks planer.
Det forventes, at Ter Stegen meget snart rejser til Amsterdam for at få aftalen på plads og gennemgå det obligatoriske lægetjek, inden han slutter sig til holdets forberedelser til den nye sæson. Det er en uges tid siden, at man i Ajax genoptog træningen efter sommerferien.
© Getty Images// Ter Stegen