Det trækker ud med at forlænge med Ferran Torres
Søren Wennerwald - 03.02.26
Ferran Torres har taget gevaldige skridt frem i denne sæson, hvor han er holdets topscorer og ved flere lejligheder har henvist Lewandowski til bænken. Barca har længe ønsket at forlænge, men endnu er det ikke lykkedes.
Det er ikke mange dage siden, at Barca forlængede med Fermín López til 2031 som en bevidst strategi om at sikre sig en stamspiller i mange år frem. Det samme ønsker man med den 25-årige Ferran Torres, der har kontraktudløb i 2027.
Artiklen fortsætter under annoncen
Allerede i efteråret var der forlydender om, at Ferran Torres var den næste i rækken til at forlænge, men uden at der er sket noget. Avisen Sport melder dog om et gensidigt ønske om en forlængelse, og at man derfor ikke har travlt.
Torres er holdets topscorer i denne sæson med 16 mål i de forskellige turneringer. Efter ham følger Yamal og Raphinha, begge med 13, Lewandowski med 12 samt Rashford og Fermín med 10 hver.
Det er klubbens politik ikke at have spillere i truppen med under et år tilbage af deres kontrakt, og derfor er det meget sandsynligt, at forlængelsen med Torres falder på plads i løbet af foråret, måske endda tidligere.
Man forventer ingen problemer med at blive enige, for dels er Hansi Flick glad for Torres, og angriberen selv er godt på vej til at blive fast 9’er i stedet for Lewandowski, der kan være i gang med sin sidste sæson i klubben.
© Getty Images// Ferran Torres