Aamer Al-Khatib - 30.12.25
La Masia fortsætter med at levere nye talenter til Barcas førstehold. Mange etablerede stjerner er allerede at finde på holdkortet, og flere er på vej. Nu er der særligt fire navne, som kan blive de næste i rækken.
Spillere som Lamine Yamal, Pau Cubarsí, Alejandro Balde, Fermín López og Gavi er allerede etablerede navne, mens profiler som Marc Casadó og Marc Bernal slog igennem i sidste sæson. Også Pedro Fernández Dro og Jofre Torrents har i denne sæson fået deres første smag på førsteholdsfodbold. Nu banker næste bølge for alvor på døren.
Her følger fire navne, fans og eksperter bør holde øje med:
Ebrima Tunkara
Tunkara er et af de mest spændende navne, som internt i klubben allerede omtales med store ord. Den blot 15-årige kantspiller bliver af nogle beskrevet som den næste Lamine Yamal, hvilket vidner om hans enorme potentiale. Tunkara imponerer med sin fysik, tekniske niveau og et hårdt skud, og trods sin unge alder spiller han allerede for Juvenil A U19. Han har også debuteret i UEFA Youth League og markerede sig senest på Spaniens U17 landshold med to mål og en assist.
Sama Nomoko
Nomoko er et andet offensivt talent, der inden sin alvorlige knæskade havde været en af de mest iøjnefaldende spillere hos Barca Atlètic. Den 17-årige kantspiller er kendt for sin fart, styrke og evne til at udfordre sin direkte modstander. Nomoko har været på La Masia siden U9 niveau og har i denne sæson nået ti kampe, to mål og tre assists, før skaden satte ham ud i omkring et år.
Pedro Rodríguez
Pedro udfolder sig på midtbanen og skiller sig ud som en spiller, klubben har store forventninger til. Den 17-årige Juvenil A profil, der ser op til Andrés Iniesta, kan både spille som 6’er og 8’er og er stærk i spillets opbygning. I UEFA Youth League har han allerede bidraget med ét mål og to assists i seks kampe, og selvom flere europæiske klubber følger ham tæt, ser Barca ham som et oplagt fremtidigt førsteholdsnavn.
Xavi Espart
Listen afrundes af Espart, som allerede har gjort et stort indtryk på Hansi Flick. Den 18 årige højreback, som oprindeligt er uddannet som defensiv midtbanespiller, har udviklet sig til en af akademiets bedste på sin position. Espart har været en fast del af førsteholdets træningsmiljø og har udtaget af Flick flere gange, men et beskadiget ledbånd i højre knæ har midlertidigt sat ham ud. Når han er tilbage, ligner han en oplagt kandidat til en førsteholdsdebut.
Alt i alt vidner disse navne om, at La Masia fortsætter med at levere. Barca har endnu engang en række unge profiler på vej, som kan præge klubbens fremtid og måske gentage succesen fra de seneste gennembrud.
© Getty Images
