fbpx

En historisk aften venter i aften mod Real Madrid

Aamer Al-Khatib - 10.05.26

 


Der er lagt op til en historisk aften på Spotify Camp Nou, når Barca tager imod Real Madrid i sæsonens sidste El Clásico. Catalanerne skal blot bruge ét point for officielt at sikre sig det spanske mesterskab.

For første gang nogensinde kan La Liga potentielt blive afgjort i et Clásico-opgør. Kulissen kunne derfor næsten ikke være større. Det er samtidig første gang i mere end tre år, at rivalerne mødes på Spotify Camp Nou, efter at det mytiske stadion har gennemgået en omfattende renovering. Sidst de to hold stod over for hinanden på banen, sikrede Barca sig en dramatisk sejr i overtiden, og nu håber hjemmeholdet på endnu en uforglemmelig aften foran et udsolgt stadion.

Optakten til kampen hos de to ærkerivaler er som dag og nat. Hos Barca er optimismen tydelig. Ifølge de store sportsaviser er der stor tro internt i omklædningsrummet på, at holdet kan afgøre mesterskabet allerede i aften. Spillere og stab føler, at tidspunktet passer perfekt, ikke mindst fordi rivalerne fra Madrid ankommer med massiv uro omkring truppen. Samtidig ønsker Hansi Flick og hans spillere at sætte et markant punktum på sæsonen ved at besejre ærkerivalerne foran egne fans.

Artiklen fortsætter under annoncen


Flick står dog stadig over for nogle vigtige beslutninger inden kickoff. Den største hovedpine handler om midtbanen, hvor han skal vælge mellem Frenkie de Jong og Gavi ved siden af Pedri. De Jong er tilbage efter sin skade, men Gavi har imponeret stort i de seneste kampe og ligner i øjeblikket favoritten til en plads i startopstillingen, også taget hans krigermentalitet i betragtning. Samtidig ventes Jules Koundé at få en nøglerolle i forsøget på at lukke ned for Vinícius Júnior, der har været brandvarm på det seneste.

Barca går ind til opgøret med en imponerende hjemmebanestatistik. Holdet har endnu ikke tabt point hjemme i ligaen i denne sæson og har gjort Spotify Camp Nou til et fort for modstanderne. Offensivt fortsætter catalanerne også med at levere, da de har scoret i samtlige ligakampe denne sæson. Samtidig jagter holdet stadig den historiske milepæl på 100 point, noget som kun er sket to gange før.

Mens Barca virker samlet og fokuseret, er situationen hos Real Madrid langt mere turbulent. Den seneste uge har været præget af historier om intern uro, og midtbanestjernen Federico Valverde er officielt ude af kampen efter en voldsom episode på træningsanlægget, hvor han kom til skade under et voldsomt sammenstød med Aurélien Tchouaméni, der mere eller mindre direkte sendte ham til tælling.

Samtidig kæmper klubben med flere skader og en anspændt stemning omkring blandt andre Kylian Mbappé. Det forlyder endda, at der er startet en digital underskriftindsamling på nettet, hvor man kræver franskmanden sendt væk. Indtil nu har næsten 35 millioner Madrid-fans skrevet under, hvilket er helt uhørt for truppens største stjerne.

På banen ventes et intenst og følelsesladet opgør, hvor begge hold har meget på spil. Barca drømmer om at skrive historie med et mesterskab sikret direkte mod rivalerne, mens Real Madrid desperat forsøger at holde liv i håbet og redde æren i en svær sæson. Alt er derfor sat op til endnu et dramatisk kapitel i verdens største klubrivalisering.

Kampen mellem Barca og Real Madrid fløjtes i gang kl. 21.00, og den vises på TV 2 Sport X.

campnou32F
© Getty Images

// El Clásico
.:FORSIDE:.