Eric García er indiskutabel for Hansi Flick
FCBARCELONA.DK - 17.01.26
Fra at ligne en spiller på vej væk har Eric García fået en fremtrædende rolle under Hansi Flick. Han er den eneste spiller i truppen, der har medvirket i samtlige 29 kampe indtil nu, og i 25 af dem er han startet på banen.
Efter lejeopholdet i Girona forrige sæson lignede det et farvel til Eric García, men Hansi Flick havde andre planer. Han så potentiale i forsvarsspilleren, der hurtigt viste evner på andre positioner end det centrale forsvar. Eric García har således også spillet højre back og på den defensive midtbane.
Artiklen fortsætter under annoncen
Tallene taler for sig selv, når man skal se, hvad Flick tænker om Eric García, for catalaneren har været på banen i samtlige 29 kampe denne sæson som den eneste, og de 25 pladser i startopstillingen vidner om stor tiltro fra Barca-trænerens side.
Med til denne statistik hører naturligvis, at Eric García har undgået skader og karantæner, men det ændrer ikke på hans store betydning for holdet. Netop det at kunne holde sig skadesfri og undgå for mange gule kort skyldes målrettet og professionelt arbejde på og uden for banen.
Lidt overraskende er den spiller med næstflest kampe Marcus Rashford, der har medvirket i 28 kampe, samme antal som Jules Koundé. Englænderen er dog kun startet inde i 18 af dem. Den eneste kamp, som Rashford missede, skyldtes en forkølelse.
Top 5 afsluttes af Gerard Martín med 27 kampe og Ferran Torres med 26.
© Getty Images// Eric Garcia