Eric García ventes at forlænge snart
Aamer Al-Khatib - 23.07.25
Det har længe været på tale, at Eric García stod til at skulle forlænge sin kontrakt med Barca. Hansi Flick skulle være enormt glad for catalaneren, og snart forventes det, at han sætter sin underskrift på en ny aftale.
Barca har fortsat travlt på sommerens transfermarked, men midt i forhandlinger om salg, køb og lån, har Hansi Flick også øjnene rettet mod at fastholde klubbens egne profiler. Ifølge avisen Sport betragter den tyske cheftræner Eric García som uundværlig i truppen og har personligt anmodet ledelsen om at sikre den 24-årige forsvarsspiller en kontraktforlængelse.
Artiklen fortsætter under annoncen
Eric García, der har et enkelt år tilbage af sin nuværende aftale med klubben, tilbragte 2023/24-sæsonen på et lejeophold hos Girona. Her viste han sig som en pålidelig og alsidig spiller, og hans præstationer gjorde et stort indtryk på Flick, som efter sin tiltrædelse i Barca har gjort det klart, at han ser García som en central brik i fremtiden.
Catalaneren fra Martorell har tidligere haft en svingende rolle i klubben, og både i sommeren og vinterens transfervinduer sidste sæson var hans navn i spil til et exit. Men ifølge Sport satte Flick foden ned og blokerede for ethvert salg, netop på grund af Eric Garcías evne til at dække flere positioner – både som midterforsvarer, højre back og endda som defensiv midtbanespiller.
García selv skulle angiveligt være optimistisk og klar til at underskrive en ny, længerevarende kontrakt med de catalanske giganter. Forhandlingerne forventes at tage fart, når Barca igen får lov til at operere under La Ligas 1:1-regel, der tillader klubben at investere det samme beløb, som de sparer eller tjener.
Med sin taktiske intelligens, alsidighed og unge alder, ser Hansi Flick Eric García som en uundværlig del af projektet, og alt tyder nu på, at en kontraktforlængelse kun er et spørgsmål om kort tid.
© Getty Images// Eric Garcia