Fem sejre og 19-2 til Bayern i de fem seneste møder
FCBARCELONA.DK - 22.10.24
// Bayern München
Man kan ikke sige at Barca har statistikken på sin side, når Bayern München i morgen aften gæster Estadi Olimpic. Tyskerne har været skræmmende overlegne i de seneste fem indbyrdes møder, både ud og hjemme.
Den 14. august 2020 står som et af sorteste kapitler i Barcas lange historie, for her lagde holdet ryg til en gedigen ydmygelse på 8-2 mod Bayern München. Det skete midt under coronapandemien på neutral bane i Lissbon og uden tilskuere, hvor Champions League kvartfinalerne blev afgjort i en enkelt kamp, på det uvante tidspunkt i august. Dengang stod Hansi Flick på tyskernes sidelinje, mens Lewandowski scorede et af de tyske mål.
Artiklen fortsætter under annoncen
Siden dengang har de to hold mødt hinanden fire gange og hver gang med tysk sejr som resultat. I sæsonen 2021/22 mødtes de i gruppespillet og her vandt Bayern med 3-0 både ude og hjemme. Sæsonen efter var de to mandskaber også i gruppe sammen, hvor tyskerne vandt 2-0 hjemme og dernæst 3-0 i Barcelona. Det er altså ikke lykkedes for Barca at score et eneste mål i de seneste fire møder.
Samlet set fem sejre og en målscore på 19-2 i tysk favør i de fem senste indbyrdes kampe.. Den statistik skaber helt sikkert bange anelser hos mange Barca-fans, der har set Bayern München som en modstander, der nærmest er umulig at besejre.
I morgen aften får Hansi Flick muligheden for at bryde forbandelsen mod sin tidligere klub, når han leder holdet fra sidelinjen på Estadi Olímpic.