Fermín López: 'Vi har fortjent at nå hertil'
FCBARCELONA.DK - 16.05.25
Fermín López lukkede kampen i går mod Espanyol, da han i overtiden scorede til 0-2 og dermed definitivt sendte mesterskabet til Barca. Efter kampen understregede han, hvor meget titlen betyder for ham.
Selvom Espanyol var i undertal i kampens slutfase, pressede de på for at udligne Barcas 0-1 føring, men det gav også plads bagude og det udnyttede Fermín López i kampens overtid med en scoring til 0-2. Dermed var både sejren og mesterskabet i hus og det var en glad Fermín der efterfølgende udtalte sig til medierne.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Vi er meget glade, virkelig. Vi har nået vores mål og har arbejdet hårdt for at nå hertil. Vi fortjener det. Det var min drøm at vinde titler med klubben i mit liv og vi skal helt sikkert fejre det. Det er vi ikke for trætte til' indledte Fermín.
Han blev spurgt til sin scoring. 'Det kompenserer for det mål der blev annulleret forleden (I El Clásico, red.). Det hjalp til at skabe ro' svarede han.
Også Lamine Yamals flotte 0-1 scoring fik en kommentar. 'Lamine scorede et klassemål og har haft en fantastisk sæson. Han fortjener det', lød det fra Fermín.
Han forklarede, hvorfor spillerne kun fejrede mesterskabet kort tid på banen. 'Efter hvad der skete sidst, er det normalt at gå ned i omklædningsrummet. Vi ønskede ikke at støde nogen og vi udviste ikke mangel på respekt. Vi gik ned så hurtigt som muligt' kom det fra midtbanespilleren.
Til sidst var der ros til Hansi Flick. 'Vores træner er glad. Han har guidet os hele vejen og nu er der grund til at være glade og fejre det' afsluttede han.
© Getty Images// Fermin Lopez